Sidste uge skulle være der, hvor journalistpraktikanterne møder mulige praktiksteder. I stedet er Åbent Hus en konkurrencepræget uge, hvor forhåndsaftaler bliver indgået, uden at nogen skjuler det.
”Har de ringet til dig?”
”Nej, men jeg har fået en mail fra nogle andre.”
”Nå, jeg troede ellers ikke, at de lavede forhåndsaftaler?”
Sådan er snakken gået hele sidste uge. Det var nemlig Åbent Hus-uge, hvor de journaliststuderende i landet møder medier og andre arbejdspladser, hvor vi kan komme i praktik. Og i morgen er der Panikdag; velkommen til dette års Hunger Games.
Store Match Dag, bedre kendt som Panikdag, er den dag, hvor alle journaliststuderende mødes på DMJX i Aarhus i håb om at lande en praktikplads for de næste 12 måneder. Men som studerende føles det som om, at Panikdagen har varet over en uge.
Formålet med Åbent Hus-ugen er, at medierne inviterer de studerende til at se praktikstederne og lærer dem at kende, så man kan orientere sig i, hvor man kan søge plads. Der bliver fortalt om mediet, hvad der forventes af en praktikant, og herefter kan man tage en samtale med et praktiksted for at gøre et godt indtryk. Alt dette, inden man sender ansøgninger ud, som bliver læst på den store dag i morgen.
Vi får at vide af vores undervisere, at Åbent Hus er en god måde at lære mere om medierne på, få en god snak med dem og se, om det overhovedet er et sted, som vi har lyst til at søge. Men det er ikke hele sandheden, er det vel? Det viser sig nemlig hurtigt, at Åbent Hus er kodeord for forhåndsaftaler.
Allerede fra det første medie, jeg besøgte, lærte jeg spillereglerne. Efter samtalerne, som mere er jobsamtaler, hvor man skal spytte idéer ud på stribe, hvis man vil imponere, ringer medierne rundt og laver forhåndsaftaler. Det er ikke noget, der bliver lagt skjul på. Alle ved det, og alle accepterer det, for hvis man selv kan få en forhåndsaftale i hus, siger man jo ikke nej.
Så vidt jeg havde forstået det, var Åbent Hus et sted, man kom, hørte lidt om mediet, fik en snak med dem, og så var det det.
Men det er langt fra det, der er sandheden. Så hvorfor fortæller vores kære undervisere os ikke det, så vi ikke sidder med kæben nede ved brystet, når medierne forklarer os, at de vil ringe rundt allerede samme dag, som de har holdt Åbent Hus?
Sveden drypper, kaffe bliver drukket i litervis, og halvspiste croissanter er efterladt på bordene af studerende, som er under så stort et pres, at mad og drikke er det sidste, de tænker på.
Medierne er i direkte konkurrence med hinanden, men det er vi studerende også. Jeg søger personligt ikke i denne runde, da jeg skal til udlandet og arbejde de første seks måneder af mit praktikforløb. Jeg var dog med til Åbent Hus og tog til samtaler de forskellige steder, da jeg ikke får mulighed for det i næste ansøgningsrunde. Det gav mig et mindre pres på skuldrene end mine medstuderende, som alle sammen løber rundt om hinanden i ren og skær panik over ikke at gøre et godt nok indtryk hos deres førsteprioritet.
Vi følges ad til de forskellige arrangementer, vi taler om, hvordan samtalerne er gået, men vi fortæller også, hvis vi har lavet en forhåndsaftale. Vi gratulerer hinanden, når vi hører, at vores medstuderende har landet en fed praktikplads, men smilet når aldrig helt op til øjnene, for mange sidder selv med følelsen af ikke at være gode nok; Hvorfor ringede de ikke til mig?
Og dette er kun til Åbent Hus-ugen, som man måske hellere skulle kalde Panik-ugen, da det virker mere sigende.
Men hvad så med Panikdagen, i morgen? Når alle medier laver aftaler på forhånd, hvad er Panikdagens formål så helt præcist? Intetanende studerende kan dukke op, i håb om at komme ind på et medie, som måske allerede har valgt dem, de vil have efter Åbent Hus. Så kan man ellers sidde der med falske forhåbninger hele dagen.
Ville det ikke være bedre, hvis alle spillede med åbne kort? Hvis medierne offentliggjorde, hvor mange pladser de har lovet væk efter Åbent Hus, så de studerende ikke bruger flere timer på en ansøgning til et medie, som allerede har lovet deres pladser væk.
Panikdagen virker overflødig og burde egentlig hellere være en dag for de medier, som har overskydende pladser tilbage, samt for de studerende, som endnu ikke har fået en aftale i hus. Således ville presset være mindre, og måske ville alle kunne have en mere fair chance for at stille sig det rigtige sted, når det hele går i gang kl. 13:30 i morgen.
Comments